Kampskrift. Opsang til venstrefløjen fra én af dens egne krigere.

Richard Seymour: Deres krise – vores løsninger. Oversat af Stig Hegn. Tillæg af Henrik Herløv Lund. 264 sider. 100 kr. Solidaritet.

Af RASMUS DAHLBERG

Den er god nok – den er helt gal. Nyliberalismen har som en anden mestermand gået sin sejrsgang gennem Vesten, og socialismen ligger og raller med løkken om halsen, splittet af interne stridigheder og vantro forestillinger om den ægte, men misforståede solidaritet, som dog stadig bør foretrækkes frem for »en socialdemokratisk og forkrøblet skæbnetro«.

Velkommen til Seymours Socialisme-shop – her er analyser på tilbud og nye løsninger endnu billigere. Forfatteren er født i 1977 og har tidligere skrevet bøger om krig og Cameron og artikler i The Guardian og The New Statesman. Samtidig er han politisk aktivist af Occupy-typen, dvs. optaget af at søge den fysiske konfrontation med de »bevæbnede bureaukrater« i form af de politibetjente, som går nyliberalisternes beskidte ærinder.

Seymours målsætning er dels at analysere nyliberalismen, dels at formulere en ny strategi for kampen mod den. Han forstår strømningen både som overordnet ideologi og som styringsredskab i det offentlige – og sporer den til økonomen Hayek, der talte om selvregulerende, spontane markeder – men som hos Seymour ses som en fascistoid satan, der i virkeligheden ønskede en stor, stærk stat.

Thatcher lod sig forføre af Hayek og foregav at gøre staten mindre gennem privatiseringer og nedskæringer, men det er ren mytologi ifølge Seymours analyse: I virkeligheden ønsker de nyliberale slet ikke minimalstat, men gennemregulering af samfundet, sådan at de kan holde de fattige nede. Bankerne, inklusive diverse redningspakker, er hovedskurken i historien, og Seymours løsning er, ikke overraskende: Nationalisér dem!

I et tørt, men sagligt tillæg beskriver Henrik Herløv Lund, som underviser på Forvaltningshøjskolen, hvordan nyliberalismen og New Public Management også sneg sig ind i det danske system. Tankevækkende er det, at det i højere grad var Nyrup end Fogh, som stod for at gennemføre dét projekt.

Stilmæssigt lægger Seymour sig et sted mellem Marx og et spritduplikeret medlemsblad udgivet af det hedengangne Ungdomshus på Jagtvej 69. Europa og krise har i de senere år angiveligt været konstant forbundet med hinanden »ligesom sex og vold«, hvilket vist siger mere om forfatterens forhold til sidstnævnte end Europas til førstnævnte.

Og kapitlet om klasser indledes med denne smukke sætning: »Hvad er det for en politisk fundamentalist, der tænder på klasse, specielt når hjernedøde kan spille den af sammen?« Selv om meningen ikke er helt klar, står den ucharmerende retorik i skarp kontrast til den påtagede intellektuelle analyse af moderne samfundsproblemer, som forfatteren gerne vil formidle. Men måske er disse små stød af vulgaritet lagt ind i teksten for lige at vække læseren med jævne mellemrum?

Seymour er belæst og begavet, det må man lade ham, og flere steder bliver bogen ligefrem interessant og relevant.

Det lange afsnit om Grækenland er skarpt og oplysende, selv om forfatteren naturligvis ikke kunne vide, hvordan dén historie ville ende, da han skrev bogen. Grexit-gate var netop et eksempel på »deres krise – vores løsninger«, fordi teknokrater, bankfolk og super-europæere ifølge Seymour rottede sig sammen for at køre demokratiets vugge helt ned under gulvtæppet økonomisk, sådan at de efterfølgende ville kunne genopbygge staten i nyliberalismens billede. Men ind fra venstre kom i begyndelsen af 2015 koalitionspartiet Syriza med Alexis Tsipras i spidsen af 2015, hvilket svarer lidt til at overdrage ansvaret for oprydningen efter den danske bankkrise til Enhedslisten. Når man heroverfor betragter de bevæbnede bureaukrater i det græske politi, hvor der angiveligt er mere end halvtreds procent opbakning til det nyfascistiske parti Gyldent Daggry, er det overraskende, at det ikke kom til flere sammenstød i gaderne for to uger siden, da Deres anmelder tilfældigvis sad og læste Seymours bog på en bar i Athen få hundrede meter fra pladsen, hvor 25.000 grækere demonstrerede for et nej ved folkeafstemningen. De kampklædte betjente blev siddende i panserbusserne ved den lejlighed uden at gå nyliberalismens beskidte ærinde.

Kan man abstrahere fra den belastende stil i bogen, byder Seymour altså også på nyttige analyser. Den danske oversættelse er imidlertid så rædderlig, at teksten mange steder simpelthen ikke giver mening. Staten set som »undertrykningsinstrument« er et underholdende lille indslag i en ellers gold og grålig socialistisk tristesse, men generelt forekommer det, at forlaget Solidaritet anser kommatering og korrekturlæsning for elitære fænomener, som skal bekæmpes med vold og magt. Dertil kommer, at oversætteren hist og her tilsyneladende har valgt at erstatte engelske med danske eksempler, hvilket medfører, at både Industrirådet, LO og Danmarks Radio optræder i bogen. Resultatet er sprogligt miskmask og indholdsmæssig forvirring, som absolut ikke gør det lettere at forstå meningen med teksten.

Weekendavisen, 17.07.2015

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *