Den 25.  april 1988 blev Danmark ramt af en voldsom togulykke, som kostede otte mennesker livet. Katastrofen ved Sorø satte sig dybe spor i både overlevende og redningsmandskab – men var også med til at forbedre togsikkerheden herhjemme.

Tekst: Rasmus Dahlberg

Det populære Intercitytog med afgang fra Slagelse klokken 08.20 var denne mandag morgen et par minutter forsinket i afgangen, og på grund af sporarbejder foregik kørslen videre mod Sorø i venstre spor med nedsat hastighed. Journalist Ole Lindboe stod klokken 08.27på perronen i Sorø og ventede på toget, da han så et frygteligt syn: ”Pludselig vokser en stor støvsky frem foran lokomotivet. Som i en hastig brand toner skyen op i solskinnet, hen i mod skoven, og toget stopper langsomt, i en glidende bevægelse. Bag det hældende lokomotiv begynder de røde togvogne at vælte ud til siderne som i slowmotion. Så kommer en serie dumpe brag rullende, forsinket”.

Lokomotivet og de to forreste røde personvogne var blevet afsporet, mens den tredje vogn væltede ned over en tre tons tung sten, der lå ved siden af banelegemet. Stenen rev vognsiden op som en dåseåbner, og flere kupéer samt toilettet blev fuldstændigt ødelagt. En af de næste vogne i stammen blev kastet op over de andre og havnede på tværs af det afsporede tog, og to andre væltede ned i banegrøften.

I én af de nu stærkt beskadigede togvogne befandt skuespilleren Bodil Jørgensen sig. ”Da vognen tiltede, var jeg klar over, at den var gal. At nu vælter vi simpelt hen. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Måske er det nu, det ender, det hele. Og det kan godt være, at det bare ender med en hvid væg”, fortalte hun efterfølgende. ”Jeg syntes, at jeg så mig selv som gammel. Enden på det hele. Og det hjalp mig til at kunne give slip.”

Passagererne begyndte nu at kravle ud af vognene til lyden af jammer og skrig. En af passagererne fortalte efter ulykken journalist Ole Lindboe om sine oplevelser: ”Jeg så en dame blive ligesom flået ud af vinduet, da togvognen pludselig stod stille”. Manden selv reddede livet ved i sidste øjeblik at klamre sig fast, da vognen væltede og kastede mennesker, bagage og glasskår rundt i luften.

Den 33-årige neurokirurg fra Odense Sygehus Carsten Kock-Jensen var også med toget. ”Vi kurede hen ad jorden, vinduet blev knust, og vi så alt fare forbi dernede. Folk blev kastet rundt mellem hinanden. De forsøgte at holde fast i bagagenettet, og ingen hos os blev klemt mellem jorden og toget. Da vi lå stille, så lod vi os dumpe ud af vinduet”, fortalte han efter ulykken. I de dramatiske minutter lige efter afsporingen forsøgte den unge læge at skabe sig et overblik over ulykkens omfang, selv om han ikke kunne gøre så meget, da han intet udstyr havde med sig.

Hjælpen var heldigvis nær. Ganske få minutter efter alarmen nåede Sorø Brandvæsen og det lokale politi frem til ulykkesstedet, og samtidig standsede DSB alle øvrige tog på vej mod Sorø. Hurtigt efter ankom også et hold læger fra Slagelse Centralsygehus, så de kvæstede og fastklemte kunne få bedøvende indsprøjtninger. Nogle var fanget i det forvredne materiel i timevis.

De overlevendes fortællinger vidnede om det drama, de havde været igennem. Pendleren Kirsten Hansen fra Høng havde troet, at hun skulle dø. ”Hvorfor..? Hvorfor..?” blev hun ifølge en reporter ved med ustandseligt at spørge, indtil hun blev forenet lykkeligt med sine to kolleger, der ligesom hende selv havde overlevet med knubs og blodige hudafskrabninger. Og en anden passager, Torben Heegaard fra Slagelse, sagde til den lokale avis: ”Det var en massakre. Jeg har aldrig set så meget blod i mit liv.”

Klokken 12.55 blev de sidste kvæstede reddet ud, men man fandt først de sidste dræbte, efter at togvognene var blevet fjernet. Gerry Madsen fra Sydsjællandske CF-kolonne var én af dem, som udførte det uhyggelige arbejde med at gennemsøge området under vognene: ”Da grøften er meget mudret, og vedkommende har været trykket ned i mudderet, bliver vi sat til forsigtigt at grave efter resten af personen. Det resulterer i, at vi finder et hjerte. Det er utrolig uvirkeligt at stå med et menneskehjerte i hånden, og meget makabert.”

Havarigruppens rapport fastslog, at hastigheden havde været alt for høj. Farten var helt oppe på 120 km/t, hvor den højst tilladte hastighed var 80 km/t. En anden faktor spillede eventuelt også ind: Lokomotivføreren i ulykkestoget var ikke alene i førerrummet, men havde selskab af en anden DSB-medarbejder, og de to var optaget af en samtale, hvorfor lokomotivføreren muligvis var uopmærksom. Han blev efterfølgende straffet med dagbøder for grov uagtsomthed.

Et ungt kærestepar fra Slagelse, en midaldrende kvinde fra Odense, en overtoldassistent fra Skælskør, to yngre personer fra Odense og en blot 19-årig kostskoleelev fra Holbæk omkom ved Sorø-ulykken. Derudover blev 11 personer alvorligt og 61 lettere kvæstet. Skaderne på materiellet blev beregnet til 30 millioner kroner. Dertil kom erstatninger til de kvæstede og pårørende til de omkomne. Noget godt kom der dog også ud af togulykken ved Sorø, som var medvirkende årsag til, at DSB installerede sikkerhedssystemet ATC (Automatic Train Control) i tog og på banestrækningerne i første halvdel af 1990’erne. Siden da har der ikke været ulykker af denne slags med dødelig udgang på hovedstrækningerne i Danmark.

Læs mere om Sorø-togulykken i Danske katastrofer (Gyldendal 2017).