Frem til udgivelsen af min næste bog 100 års katastrofer i efteråret blogger jeg små katastrofehistorier, som sætter fokus på det ofte katastrofale samspil mellem mennesker og maskiner. Del, kommenter og tip mig gerne om andre spændende cases!
I dagene efter tankskibet Torrey Canyons grundstødning ved de britiske øer i marts 1967 forsøgte den britiske flåde at sprede olien ved hjælp af kemikalier, men uden held. Et hollandsk bjærgningsfirma prøvede derefter at få flot, men måtte opgive efter at have mistet en mand. I stedet forsøgte man at trække det næsten 300 meter lange tankskib fri af revet ved hjælp af slæbebåde, men resultatet blev, at Torrey Canyon knækkede midt over.
Herefter erklærede Royal Navy krig mod vraget og angreb det gentagne gange med bomber og napalm kastet fra fly for på denne måde at sætte ild i olien, så den ikke skulle drive ind mod land. Lige lidt hjalp det. Godt nok havde den lokale prædikant John Troutbeck i slutningen af 1800-tallet skrevet: ”Vi beder dig, oh Gud, om at forlis ikke må ske, men hvis det ikke kan være anderledes, så led dem venligst ind til Scily Isles, så de stakkels fattige indbygger kan få lidt glæde af værdierne om bord” – men 100.000 tons råolie var der ingen, der havde bedt om at få op på kysten.
