Klokken 22.26 om aftenen onsdag den 28. marts 2012 påsejlede det 75 meter lange finske containerskib Ramona, som kom vestfra i ballast fra Skive, den 400 meter lange Jernbanebroen over Limfjorden. Ved kollisionen skete der store skader på brofaget, og hele konstruktionen vurderes at være så beskadiget, at det vil tage minimum et halvt år, før der igen kan køre tog mellem Nordjylland og resten af landet. Mindre end et døgn efter episoden er der allerede politiske diskussioner igang om prioriteringer og økonomi, ligesom det diskuteres, om en lods på fartøjets bro ville have gjort en forskel. Særligt det sidste spørgsmål (Ramona var sølle fem meter under længdekravet til lodspligt) er interessant, men lad os først og fremmest dvæle en stund ved den parameter, som gjorde forskellen på liv eller død: timingen.

Et lyntog passerede jernbanebroen cirka fire minutter inden kollisionen (opdateret: muligvis gik der blot ét minut fra togpassagen til kollisionen). Fotos af den beskadigede bro viser med al tydelighed, at et tog under ingen omstændigheder ville have kunnet passere broen under eller umiddelbart efter hændelsen uden at blive afsporet. Der beror således på tilfældigheder, at sammenstødet ikke resulterede i en katastrofe med potentielt mange døde og tilskadekomne. Som eksempel på, hvordan det kunne være gået, er tragedien på Mobile-floden i 1993 relevant at inddrage. På grund af dårlig sigtbarhed og mangelfuld kendskab til radarnavigation hos styrmanden forvildede en bugserbåd med pramme foran sig ind på en forkert forgrening af floden og påsejlede en lav jernbanesvingbro. Ved kollisionen, som var så svag, at besætningen ikke umiddelbart bemærkede den, blev brofaget forskubbet ca. 70 cm – mere end nok til, at et tog ville blive afsporet, men uheldigvis lige præcis ikke nok til, at skinnelegemet blev revet over, hvilket ville have sendt et alarmsignal til jernbaneselskabets overvågningscentral.

Blot otte minutter efter kollisionen kørte Amtrak-toget “Sunset Ltd” ud på broen, hvor det afsporede, hvorved hele brofaget blev revet i floden. Lokomotiverne og de forreste vogne fortsatte ud over kanten og borede sig ned i flodvandet og dyndet på bunden. Et lokomotiv eksploderede, og i alt 47 mennesker omkom og flere end 100 blev kvæstet.

Havde det amerikanske tog passeret broen over Big Bayou Canot ti minutter tidligere, ville besætningen på Mauvilla formentlig have opdaget, at de var sejlet ind i noget, og togtrafikken over broen kunne være standset, inden det næste tog nærmede sig. Men her faldt timingen mere tragisk ud.

Jernbanebroen over Limfjorden har i øvrigt tidligere været udsat for en påsejling – og også her var det tæt på at gå galt. Da det engelske tankskib Astrality om morgenen fredag den 28. september 1956 med stor kraft kolliderede med broen, var der blot fem minutter til morgentoget mod Nørresundby skulle passere. Dengang nåede man at standse toget, og det eneste “offer” for påsejlingen var brofogeden, som røg med i vandet sammen med to brofag. Billeder fra Aalborg Stadsarkiv viser, hvor omfattende ødelæggelserne var.

Spørgsmålene, som rejser sig i kølvandet på Ramonas påsejling af Jernbanebroen over Limfjorden, handler i mindre grad om, hvad der var årsag til den konkrete hændelse. Strømforholdene på stedet, kraftig medvind og det faktum, at det finske fartøj sejlede uden lods, er formentlig gode bud på, hvorfor den ansvarlige på Ramonas bro ikke undgik at tørne ind i det lukkede brofag. Og dybest set er det heller ikke interessant at diskutere transportpolitik og udkantsdanmark på baggrund af den tragedie, som næsten fandt sted onsdag aften.

Fokus må i stedet lægges på at spørge: Hvordan sikrer vi, at det ikke sker igen? Tusindvis af fartøjer passerer hvert år gennem oplukkelige broer i danske farvande. Er det godt nok, at det kun var et spørgsmål om timing, der gjorde forskellen på liv eller død?

Historien om “Sunset Ltd” kan læses i min bog 100 års katastrofer, som udkommer på Lindhardt og Ringhof til efteråret.