I dag for præcis tre årtier siden holdt den amerikanske præsident Ronald Reagan en tale, som fik stor betydning for forholdet mellem supermagterne. Den republikanske præsidents tanker om at beskytte Vesten bag et missilskjold blev af Kreml opfattet som en krigserklæring, fordi terrorbalancens stabilitet afhang af den gensidige udslettelsesdoktrin. 

Det Hvide Hus, Washington, D.C., USA, onsdag den 23. marts 1983:

Reagans tv-tale om forsvars- og sikkerhedspolitik begynder præcis klokken 20:02, blot 33 minutter efter at medlemmerne af Repræsentanternes Hus har stemt for en halvering af de ti pct., præsidenten har foreslået at forøge Forsvarsministeriets budget med. Det er langtfra en optimal måde at indlede aftenen på, men der skal mere til at bringe Ronald Reagan ud af fatning.

”Mine amerikanske medborgere – jeg takker jer for at bruge jeres tid sammen med mig her i aften. Emnet, jeg ønsker at tale med jer om, fred og national sikkerhed, er både aktuelt og væsentligt. Aktuelt, fordi jeg har truffet en beslutning, som skaber håb for vore børn i det 21. århundrede, hvilket jeg vil fortælle jer om om få minutter. Og væsentligt, fordi der er et meget stort spørgsmål, som det påhviler hver enkelt af jer at finde svaret på. Emnet omfatter den mest grundlæggende pligt, en hvilken som helst præsident og et hvilket som helst folk deler, nemlig pligten til at beskytte og styrke freden.”

Præsidenten virker veloplagt og brænder igennem på skærmene hjemme hos de mange amerikanere, der følger med i transmissionen fra Det Ovale Værelse. Forsvarsbudgettet er det første tema, Reagan behandler. Han beskriver, hvordan landets bedste rådgivere har hjulpet ham med at sammensætte en plan for, hvordan USA bedst imødegår fremtidens trusler og udfordringer. ”Men budgettet er meget mere end en lang liste med tal, for bag tallene ligger USA’s evne til at forhindre de største menneskelige tragedier og fastholde vor frie livsførelse i en ofte farlig verden. Det er en del af vore langsigtede bestræbelser på atter at gøre USA stærkt efter alt for mange år med fejl og negligering.”

Som sædvanlig henvender Ronald Reagan sig direkte til de almindelige amerikanere: ”Det budgetforslag, vi nu har forelagt Kongressen, er skåret så langt ned, som det på forsvarlig vis er muligt. Yderligere beskæringer kan ikke foretages uden at sætte nationens sikkerhed over styr. Valget er nu op til de mænd og kvinder, I har valgt ind i Kongressen, og dermed er valget også op til jer.”

Så præciserer han det styrende princip i amerikansk sikkerhedspolitik: ”USA indleder ikke krige. Vi har aldrig optrådt i rollen som aggressor. Vi fastholder vor styrke for at afskrække og forsvare os mod aggression – for at bevare friheden og freden.”

Han kigger lige ind i kameraet og fortsætter: ”Siden atomalderens begyndelse har vi søgt at reducere risikoen for krig ved at fastholde en stærk afskrækkelsesmekanisme og samtidig efterstræbt oprigtig våbenkontrol. ’Afskrækkelse’ betyder simpelthen at sørge for, at enhver fjende, som måtte overveje at angribe USA eller vore allierede eller vitale interesser, kommer til den konklusion, at de risici, han dermed udsætter sig for, overskygger ethvert mål, han måtte opnå.”

Friheden skal efter Reagans mening opretholdes gennem styrke – svaghed er en opfordring til aggression fra fremmede magter. Han understreger, at han ikke mener, at USSR seriøst overvejer at erklære USA krig, eller at krig er uundgåelig. Men det er alfa og omega, at USA er forberedt på det værste. Med henvisning til både 1. og 2. Verdenskrig ihukommer Reagan, at amerikanerne ved to lejligheder i hans levetid har forspildt muligheden for at bevare freden, fordi man ikke var ordentligt forberedt på krig. Det vil ikke ske igen på hans vagt.

”I løbet af de seneste 20 år har USSR akkumuleret en enorm militær styrke. De fortsatte ufortrødent opbygningen, selv da deres styrker tilfredsstillede alle legitime defensive behov. Og de fortsætter endnu. Gennem halvandet årti har USSR opbygget et omfattende arsenal bestående af nye typer af atomvåben – våben der kan ramme USA direkte.”

Reagan beskriver, hvordan USSR har introduceret fem helt nye missiltyper, mens amerikanerne kun har udviklet Minute Man III. I samme periode har det amerikanske luftvåben ligefrem udtaget en række af deres ældste interkontinentale ballistiske missiler fra aktiv tjeneste, blandt andet de gamle Titans. Det samme mønster gør sig gældende, hvad missilubåde og strategiske bombefly angår.

Så vender Reagan sig mod mellemdistancevåbnene – genstanden for de problematiske INF-forhandlinger i Genève. Han gennemgår den sovjetiske oprustning med særligt henblik på de mobile, trehovedede SS-20’ere, som han hævder, at der er opstillet ca. 700 af siden 1978. At det lige netop er disse våbensystemer, USA og dets NATO-allierede frygter mest, er Reagan helt åben omkring.

Han håner samtidig den tidligere generalsekretær Bresjnev og forsvarsminister Ustinov for at tale om et ”moratorium” eller en ”fastfrysning” af status quo, eftersom USSR tilsyneladende tilføjer tre nye sprænghoveder til deres mellemdistancearsenal hver eneste uge, mens USA stadig ikke kan mønstre ét eneste våbensystem inden for kategorien.

”Derfor besluttede vi, sammen med vore NATO-allierede, i 1979 at påbegynde opstillingen af nye våbensystemer, fra og med i år, som afskrækkelse over for deres SS-20’ere og som et incitament til USSR for at mødes med os til seriøse forhandlinger om våbenkontrol. Vi påbegynder denne deployering senere i år. Samtidig er vi imidlertid parat til at aflyse vores planer, hvis USSR vil fjerne deres missiler. Det er vores såkaldte nulløsning. De sovjetiske repræsentanter sidder netop nu med ved forhandlingsbordet – og jeg tror, at man kan hævde, at de ikke ville være der, hvis det ikke havde været for vores planlagte deployering.”

Fra NATO’s dobbeltbeslutning på Guadeloupe bevæger Reagan sig herefter i konventionel retning og begynder at sammenligne USA og USSR’s lagre af kampvogne, jagerfly m.v. Af en eller anden årsag har der imidlertid sneget sig 56 stjerner ind på de små amerikanske flag, som sammen med sovjetiske hammer og segl-symboler pryder de plancher med opgørelser over ubåde, kampvogne og fly, som Reagan benytter under den tv-transmitterede tale. Han sammenligner våbenproduktionen siden 1974, og tallene taler deres eget klare sprog: taktiske kampfly: 3.050 (USA), 6.100 (USSR), angrebsubåde: 27 (USA), 61 (USSR), kampvogne og pansrede mandskabsvogne: 11.200 (USA), 54.000 (USSR).

Mens Reagan taler videre, fremviser han en række hidtil hemmeligholdte satellit- og luftfotos af sovjetiske militærinstallationer, blandt andet den enorme lyttestation Lourdes på Cuba, hvorfra amerikanerne frygter, at USSR er i stand til at lytte med på en stor del af telekommunikationen i det sydøstlige USA.

Reagan fremviser også satellitbilleder af en lille caribisk ø ved navn Grenada. I den lille østat, som blot har 110.000 indbyggere, har det marxistiske styre med sovjetisk hjælp for nylig anlagt en over tre kilometer lang landingsbane, hvilket Reagan mener, at man som amerikaner bør undre sig over:

”Grenada har ikke engang et luftvåben! Hvem er den møntet på? Caribien er et meget vigtigt transitområde for vor handelsflåde samt vore militære kommunikationslinjer. Grenadas hastige militære oprustning hænger på ingen måde sammen med østatens nuværende trusselsbillede.”

Talen tager en, for seerne og de uindviede i Washington, højst uventet drejning, da Reagan har afsluttet sin gennemgang af forsvarsbudgettet. Seerne får en forsmag på, hvad de har i vente, da præsidenten elegant glider fra endnu en opfordring til USSR om at udvise konstruktiv forhandlingsvilje i Genève og Wien til et retorisk spørgsmål: ”Ville det ikke være bedre at redde liv frem for at hævne dem?” Replikken er skrevet af admiral James Watkins halvanden måned tidligere, men det er Ronald Reagan, midt i en stjernestund i sit livs rolle, der fremfører den.

”Lad mig dele med Dem en fremtidsvision, som byder på håb”, siger Reagan et par sekunder senere. Hans ansigt lyser op, nu hvor budgettet og plancherne er overstået, og det i stedet er hans vision, det gælder. ”Hvad nu, hvis folk kunne leve i tryg forvisning om, at deres sikkerhed ikke byggede på truslen om øjeblikkelig amerikansk gengældelse, men derimod at vi kunne afskære og ødelægge strategiske ballistiske missiler, før de overhovedet nåede frem til vort eget eller vore allieredes territorium?”

Nu føler Reagan ikke længere, at han holder en tv-tale, men at han fører en direkte dialog med hver eneste amerikaner, der ser på hjemme fra forstæderne, landdistrikterne i midtvesten og militærbaserne spredt ud over hele verden. ”Jeg er klar over, at dette er en udfordrende teknisk opgave, som muligvis ikke kan gennemføres før ved afslutningen af dette århundrede. Ikke desto mindre har nutidens teknologi nået et niveau, hvor det giver mening for os at påbegynde arbejdet. Det vil tage år, sandsynligvis årtiers indsats på mange forskellige fronter. Vi vil opleve fiaskoer og tilbageslag, ligesom der vil være succeser og gennembrud. Mens vi går frem, må vi sørge for at fastholde den atomare afskrækkelse og samtidig sikre, at vi er i stand til at respondere fleksibelt. Men er en hvilken som helst investering ikke nødvendig, når det handler om at befri verden fra truslen om atomkrig? Det ved vi er tilfældet.”

Efter en række forbehold, som ikke mindst er rettet mod USA’s allierede og deres geopolitiske og strategiske situation, og som tydeligvis er frugten af de seneste dages redaktionsarbejde i Det Hvide Hus, Udenrigsministeriet og Sikkerhedsrådet, opsummerer Reagan sit budskab: ”Jeg henvender mig hermed til det videnskabelige miljø i vort land, de som gav os atomvåben, med en opfordring til nu at lade deres talenter arbejde i menneskehedens og verdensfredens tjeneste og give os redskaberne til at uskadeliggøre og forælde disse atomvåben.”

”I aften, i overensstemmelse med ABM-traktatens bestemmelser og ihukommende behovet for nærmere diskussion med vore allierede” – her er det udenrigsminister Shultz, der tilsyneladende har fået et af sine forslag til omformulering godtaget – ”tager jeg et vigtigt første skridt. Jeg befaler igangsættelsen af omfattende og intensive bestræbelser på at definere et vidtrækkende research- og udviklingsprogram, der skal indlede vor stræben efter det ultimative mål: at eliminere truslen fra fjendtlige strategiske atommissiler. Dette vil kunne bane vejen for elimineringen af selve våbnene gennem nedrustningsforhandlinger. Vi efterstræber hverken militær overlegenhed eller politiske fordele. Vort eneste mål – som deles af alle mennesker – er en søgen efter nye måder at reducere risikoen for atomkrig på.”

Til sidst tager Reagan bladet helt fra munden og understreger betydningen af talens indhold, som han selv ser det: ”Mine kære medborgere, i aften igangsætter vi bestræbelser, der har potentiale til at ændre verdenshistoriens gang. Der vil være risici, og resultater tager tid. Men jeg tror på, at vi kan gøre det. Nu, hvor vi træder ind over denne grænse, beder jeg om jeres bønner og jeres støtte. Tak og godnat – og Gud velsigne jer.”

Da kameraet er slukket, forlader præsident Reagan Det Ovale Værelse for at støde til det selskab, som Robert McFarlane og George Keyworth har arrangeret, og som afholdes i Det Østlige Værelse i Det Hvide Hus. Deltagerne tæller adskillige tidligere udenrigsministre og sikkerhedsrådgivere, blandt andet Zbigniew Brzezinski fra Carter-administrationen, Fords udenrigsminister Henry Kissinger og James Schlesinger, der var forsvarsminister under Nixon og Ford.

Også den nuværende udenrigsminister George Shultz er til stede ligesom medlemmerne af den forenede generalstab. Fra videnskabens verden er fysikeren Edward Teller repræsenteret. Da gæsterne ankom til Det Hvide Hus tidligere på aftenen, tog Reagan imod dem med en kort velkomsttale, men så overlod han dem til sig selv og fortrak sammen med Nancy til de private gemakker ovenpå for at indtage et let aftensmåltid. Nu er han klar til at indtage kaffen sammen med sine gæster – og han er spændt på at høre deres reaktion.

Edward Teller er ikke bleg for at sammenligne Reagans tale med Roosevelts interesse for Einstein-brevet fra 1939. Dengang henvendte den verdenskendte fysiker, på direkte opfordring fra Teller selv, sig til præsidenten for at opfordre til igangsættelsen af et videnskabeligt atomudviklingsprogram.

Teller var en varm fortaler for strategiske forsvarssystemer fra midt i 1960’erne og frem til den af ham hadede SALT 1/ABM-traktat i 1972. I de seneste år har han atter argumenteret kraftigt for missilforsvar, og han var en af 13 forskere, som Reagans videnskabsrådgiver, George Keyworth, i ugen op til talen inviterede til middag med præsidenten i Det Hvide Hus, for at de kunne gennemgå talen på forhånd.

Mens præsidenten selv vurderer, at stemningen ved aftenkaffen er god, fordi alle tilstedeværende roser hans tale til skyerne, opfatter George Shultz atmosfæren som ”eftertænksom”. Der er dog ingen tvivl blandt gæsterne i Det Hvide Hus om, at Reagan er en fremragende formidler, selv af komplekse problemstillinger. ”Jeg ville ønske, at jeg havde hørt talen, før jeg læste den”, bemærker Brzezinski til Shultz. ”Præsidenten er så meget mere overbevisende mundtligt.”

Umiddelbart efter talen modtager Det Hvide Hus ca. 2.800 telegrammer og telefonopringninger fra amerikanere, som ønsker at give deres mening om Reagans stjernekrigsprojekt til kende med det samme. Præsidentens stab vurderer, at 80 pct. af henvendelserne er positivt stemt i forhold til et rumbaseret missilforsvar.

For Ronald Reagans eget vedkommende består dagens sidste gerning af et ritual – nedfældning af noter om stort og småt i den dagbog, han ved engang vil blive en vigtig kilde til både hans egen, men også andres erindring om hans præsidentperiodes historie. ”Dagens store begivenhed var tv-talen på alle kabelkanaler klokken 20 om nationens sikkerhed. Vi havde arbejdet på talen i omkring 72 timer helt op til deadline.”

Reagan føler dog stadig ejerskab til indholdet: ”Hovedparten af min tale handlede om, hvorfor vores oprustning er nødvendig, og så sluttede jeg med en bøn til det videnskabelige miljø om at hjælpe mig med den research, vi indleder nu for at udvikle defensive våbensystemer, der vil gøre atommissiler forældede. Jeg undlod at komme med optimistiske forudsigelser – sagde, at det måske vil tage 20 år eller mere, men at vi er nødt til at gøre det. Jeg havde det godt.”

Uddrag af Rasmus Dahlberg: 1983 – Den Kolde Krigs højdepunkt (Aschehoug 2005)