Tag Archives: Charles Lightoller

Titanic #5: To majorer

Hver dag fra tirsdag den 10. april til søndag den 15. april blogger jeg en lille historie om Titanic i anledning af 100-året for passagerskibets jomfrurejse og forlis. Teksterne bygger på kapitlet om Titanic fra min kommende bog 100 års katastrofer.

En af Titanics posthume helte var major Archie Butt, som havde været rådgiver for den amerikanske præsident Taft. Selv om der ikke foreligger nogen dokumentation for hans påstående heltegerninger i forbindelse med forliset, antog den amerikanske offentlighed, at han naturligvis havde opført sig som en ægte officer: modigt, ædelt og handlekraftigt. Bl.a. florerede en historie om, at Butt havde nedskudt et antal ”latinoer”, sortsmudskede sydeuropæere, som på nederdrægtig vis havde forsøgt at tiltvinge sig uberettiget adgang til redningsbådene. Visse medier gik så langt, at de bragte tegninger af majoren med en syngende revolver i hånden, hvilket står i skærende kontrast til den øjenvidneskildring, som placerede Butt fuldstændig inaktiv i en lænestol i skibets rygesalon efter et kortspil. Da han endelig kom på benene, stod han ifølge en anden beretning og stirrede tomt frem for sig på båddækket uden at hjælpe til med evakueringen.

En anden ombordværende major, som derimod udviste handlekraft, var canadieren Arthur Peuchen, som straks tilbød sin assistance, da det gik op for andenstyrmand Charles Lightoller, at der manglede matroser til at bemande Redningsbåd 6. Peuchen var selv sejlsportsmand, og efter lidt betænkningstid accepterede Lightoller at lade den mandlige passager stige om bord i redningsbåden under forudsætning af, at Peuchen var i stand til selv at kravle ned ad det fald, båden hang i fra daviderne. Det var han. Efterfølgende modtog Peuchen en skriftlig udtalelse fra Lightoller, hvoraf det fremgik, at han blev beordret i redningsbåden. Alligevel oplevede majoren efterfølgende at blive udsat for hård kritik i pressen, fordi han overlevede forliset.

Titanic #3: Heltene i maskinrummet

Hver dag fra tirsdag den 10. april til søndag den 15. april blogger jeg en lille historie om Titanic i anledning af 100-året for passagerskibets jomfrurejse og forlis. Teksterne bygger på kapitlet om Titanic fra min kommende bog 100 års katastrofer.

Titanics maskinfolke blev efter forliset beskrevet som helte, der frivilligt ofrede deres liv dybt nede i det dødsdømte fartøjs skrog, drevet af en selvopofrende, indædt kamp til det sidste for at opretholde strømforsyningen til det synkende skib. Men øjenvidneberetninger tyder på, at fyrbøderne og maskinfolkene kom op på agterdækket cirka en halv time før Titanic forsvandt under overfladen.

Selv andenstyrmand Charles Lightoller – som oplyste til den amerikanske undersøgelseskommission, at alle maskinfolkene og de fleste af fyrbøderne døde på deres poster – angav i sin selvbiografi fra 1935, at de slap ud. I øvrigt var der både en generator samt batterier på Titanic til at drive elforsyningen til belysningen og radioanlægget, hvorfor det overhovedet ikke var nødvendigt for besætningen at udføre selvmorderiske heltegerninger i maskinrummet under forliset.