Katastrofehistorie #4: Is på vingerne

Frem til udgivelsen af min næste bog 100 års katastrofer i efteråret blogger jeg små katastrofehistorier, som sætter fokus på det ofte katastrofale samspil mellem mennesker og maskiner. Del, kommenter og tip mig gerne om andre spændende cases!

Kaptajnen og andenpiloten på den Boeing 737, der landede i Washington National Airport den 13. januar 1982, var langt hjemmefra. De fløj for Air Florida og var derfor vant til at flyve under varmere himmelstrøg. Den snestorm, som lukkede lufthavnen i Washington umiddelbart efter deres ankomst, repræsenterede således en naturskabt udfordring, som de ikke havde megen erfaring med at håndtere.

Piloterne var ikke opmærksomme på, at den kemiske opløsning, som man påfører flykroppen for at smelte is og sne, ikke er ufejlbarlig, og at man altid skal inspicere flyet grundigt manuelt før takeoff. I stedet startede de uden videre motorerne, da uvejret var drevet over, og gjorde sig klar til at gå i luften. Flyets hjul var begravet i sne, men det problem forsøgte piloterne at løse ved at vende jetstrømmen og bakke – hvorved en mængde sne og isstykker blev suget ind i motorerne.

Det lykkedes Air Florida Flight 90 at komme i luften, men kort efter starten gik det galt: Kombinationen af vingernes nedsatte løfteevne pga. overisningen og motorernes lave ydeevne som følge af is og vanddråber i forbrændingskammeret gjorde, at flyet kun opnåede en højde af ca. 100 meter, før det indledte et fatalt dyk.

Fem bilister blev dræbt, da 737’eren ramte broen ved 14. Street Bridge over Potomac-floden, og 70 passagerer og fire besætningsmedlemmer omkom, da flyet efterfølgende styrtede ned i den tilfrosne flod. Fem personer reddede sig ud fra flyet og evnede at svømme ind til bredden eller blev hevet ud af det kolde vand af personale fra US Park Services, som kort efter katastrofen ankom til stedet i en helikopter.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *