Bekæmp atomet med en skovl!

Eksplosionen på atomkraftværket i Tjernobyl i 1986

cher-1

Ljudmilla Ignatenko er nygift. Hun bor sammen med tre andre unge par på brandstationen i atombyen Pripjat sammen med sin elskede mand Vasilij, som er ansat i det lokale redningsberedskab. De sover på førstesalen oven på vognhallen, hvor de store røde brandbiler står parkeret. Familierne deler et lille køkken. Hun er lykkelig. Hun ved altid, hvor Vasilij er, og hvad han laver.

Natten mellem den 25. og 26. april 1986 vågner Ljudmilla ved en lyd. Hendes mand er allerede vågen. ”Luk vinduet og læg dig til at sove igen”, siger han. ”Der er udbrudt brand i reaktoren. Jeg er snart tilbage.” Eksplosionen på Tjernobyl-værket er allerede sket på dette tidspunkt. Måske er det lyden fra den, der har vækket hende. Nu ser hun skæret fra flammerne. Det er en kraftig ild, som rejser sig op fra den store bygning i udkanten af byen. Røgsøjlen dækker hele himlen.

Vasilij Ignatenko og de andre brandmænd rykker ud i deres almindelige tøj. De har ikke fået besked på, at der er noget særligt, de skal være opmærksomme på ved branden på atomkraftværket. Tiden går, mens Ljudmilla bliver stadig mere bekymret. Klokken bliver fire. Og fem. Og seks. Nu er hun virkelig nervøs. De har aftalt, at de her tidligt lørdag morgen skal begive sig den fyrre kilometer fra Pripjat til byen Sperizhye, hvor Vasilijs forældre bor. Her skal hjælpe med at sætte kartofler. Men Vasilij viser sig ikke.

Klokken syv om morgenen får Ljudmilla besked om, at hendes mand befinder sig på hospitalet i Pripjat. Hun skynder sig derhen, men får ikke lov at komme ind. Politiet advarer mod at nærme sig de ambulancer, som ankommer til hospitalet fra atomkraftværket. De er radioaktive. Ljudmilla er desperat for at finde ud af, hvad der er sket med hendes mand. Endelig møder hun en bekendt, som hjælper hende med at få adgang til hospitalet.

Vasilij ser forfærdelig ud. Hans øjne er næsten helt lukkede, så hævet er ansigtet. Ljudmilla spørger skræmt sin mand, hvad hun skal gøre. ”Se at komme væk herfra”, lyder hans forpinte svar. ”Tag af sted! Du har vores barn. Tag væk! Red babyen.” Ja, det er rigtigt, Ljudmilla er gravid, men hun kan ikke få sig selv til at forlade Vasilij i sygesengen. Hun møder en veninde, hvis mand ligger i én af de andre senge. Hendes far holder uden for hospitalet med en bil, og sammen kører de straks til en landsby ti kilometer uden for Pripjat. Her køber de mælk i store mængder, for de har de hørt vil være godt for deres mænd. Men tilbage på hospitalet er det umuligt for Vasilij og de andre at holde den tykke hvide væske i sig. Alt kommer op igen.

Lægerne afviser strålesyge og siger, at der må være tale om gasforgiftning, og sygeplejerskerne lægger drop på de afkræftede og forpinte brandmænd. Mens Vasilijs tilstand bliver gradvist forværret, lukker militæret Pripjat ned med vejspærringer, patruljer og tunge køretøjer i gaderne. Da Ljudmilla ud på aftenen atter vil besøge sin mand, bliver hun nægtet adgang til hospitalet. I stedet tager hun opstilling sammen med en flok andre pårørende neden for ægtemandens vindue. Han dukker op og råber noget, men hun kan ikke høre hvad. Andre opfanger beskeden: Vasilij skal sammen med sine syge kammerater overflyttes til et hospital i Moskva.

Ljudmilla og de andre hustruer er ophidsede. Vil myndighederne bare flyve deres mænd væk?? De slår og sparker, men soldaterne holder dem tilbage. Så kommer en læge ud fra hospitalet. Han bekræfter, at de syge brandmænd skal flyves til Moskva, men inden da skal hustruerne bringe tøj til dem. Ljudmilla løber gennem byen, hvor den kollektive trafik nu er lukket ned. Da hun kommer tilbage til hospitalet, er Vasilij og de andre allerede væk. Man har villet undgå tårevædede afskedsscener. Nu er hun alene tilbage i Pripjat, gravid, uden Vasilij. Omkring hende vokser antallet af redningskøretøjer. Og busser. Der er hundredvis af busser. Pripjat skal evakueres.

Kinasyndromet

V.I. Lenin-atomkraftværket ved byen Tjernobyl i Ukraine blev bygget som del af et storstilet sovjetisk program i 1970’erne og 80’erne. Atomkraft var ikke bare billigere end olie og kul, det var også langt sikrere, mente myndighederne. Det var ægte socialistisk energi, som den djærve sovjetiske proletar ville kunne styre bedre end alle Vestens intellektuelle. En jobannonce fra perioden lød: ”Vi søger operatører til et atomkraftværk i Ukraine. Ingen erfaring er nødvendig.” Ud over energi var reaktorerne i Tjernobyl også i stand til at producere plutonium til brug i atomvåbenindustrien.

Tjernobylværket blev, ligesom mange andre sovjetiske atomkraftværker, opført med reaktorer af typen RBMK (Reaktor Bolsjoj Mosjkjnostij Kanalnij = Højtryksreaktor af kanaltypen). Disse havde allerede fået et tvivlsomt ry i videnskabelige kredse, men det sovjetiske system tålte ingen offentlig kritik. Et af problemerne med RBMK-reaktorerne var, at de blev meget ustabile, når de kørte med meget lav kraft, men denne oplysning blev ikke givet videre til operatørerne. Det var også muligt for operatørerne at slå reaktorens sikkerhedssystemer fra, hvilket set i lyset af de ansattes generelle informationsniveau var uheldigt.

Et atomkraftværk adskiller sig fundamentalt set ikke meget fra andre varmtvandsværker. Energien bliver skabt ved at vand bliver varmet så meget op, at det bliver til damp, som så driver en dampturbine, der skaber strøm. Forskellen er blot, at man her bruger varmeudviklingen fra kerneprocesserne i en atomreaktor til at opvarme vandet i stedet for kul- eller oliefyr. I praksis er der dog en række særhensyn at tage. Det vand, der ledes igennem selve reaktorkernen, bliver stærkt radioaktivt og må under ingen omstændigheder slippe ud. Samtidig er store mængder kølevand nødvendigt for at forhindre reaktorkernen i at blive så varm, at den begynder at nedsmelte. Derfor konstruerer man dels atomkraftværker på en sådan måde, at det radioaktive vand i det primære kredsløb og det ”rene” vand i det sekundære kredsløb aldrig blandes, dels nær floder eller havet for at sikre adgang til rigelige mængder kølevand.

Alligevel kan det gå galt. Kernekraftanlægget på Three Mile Island i den amerikanske stat Pennsylvania blev i marts 1979 ramt af et meget alvorligt uheld. Klokken fire om morgenen den 28. marts standsede den store turbine, som omdannede dampen fra kølingskredsløbet blev til elektricitet gennem generatorer. Lynhurtigt forplantede problemerne med turbinen sig til selve reaktoren. Fordi det sekundære kølingskredsløb nu var stoppet, kølede det ikke længere det primære og stærkt radioaktiv kredsløb. Derfor startede nødkølingskredsløbet op, men det var blokeret af to ventiler, der ved en menneskelig fejl var blevet efterladt i lukket tilstand i stedet for åben. Operatørerne ved kontrolpanelerne kunne ikke se ventilindikatoren, fordi et skilt fra de defekt knap i rækken over hang ned foran. Omkring 150.000 liter blev lukket ud i en nærliggende flod, og myndighederne overvejede på et tidspunkt, om der skulle iværksættes en masseevakuering ud over de mere end 100.000 gravide kvinder og småbørn, som præventivt blev fjernet fra det berørte område.

Udslippet efter uheldet på Three Mile Island førte ifølge eksperter ikke til dokumenterede dødsfald. Edward Teller, en kontroversiel amerikansk atomfysiker og ivrig tilhænger af atomkraft, hævdede ligefrem, at han var det eneste offer for ulykken. Han fik nemlig et hjertefald af ophidselse under en efterfølgende tv-debat med atomkraftmodstanderen Jane Fonda, en af de medvirkende i katastrofefilmen Kinasyndromet, som ved et tilfælde havde haft premiere kort inden uheldet på Three Mile Island. Udtrykket ”kinasyndrom” kommer fra den populære forestilling, at en reaktorkerne ved en ukontrollabel nedsmeltning vil brænde sig vej hele vejen ned gennem Jorden til Kina.

På trods af de begrænsede skadevirkninger vurderes udslippet på Three Mile Island til 5 på INES (International Nuclear Event Scale), hvilket betegner et ”uheld med konsekvenser for et større område”. Før da havde kun verden kun oplevet én anden ulykke, som af Det Internationale Atomenergiagentur IAEA fik en ligeså alvorlig vurdering ved skalaens indførelse, nemlig udslippet fra det britiske atomkraftværk Sellafield i forbindelse med en brand i 1957.

INES har imidlertid 7 trin, hvor niveau 7 betegner en ”Omfattende ulykke”. Og desværre kom også denne ende af skalaen i brug.

Et farligt eksperiment

Ved midnat mellem den 25. og 26. april 1986 overtog natholdet ansvaret for V.I. Lenin-atomkraftværket. Samtidig fortsatte de forberedelserne til en afprøvning, som egentlig skulle have været udført af dagskifteholdet i forbindelse med en nedlukning af Reaktor 4. Testen var imidlertid blevet udsat på anmodning fra den ansvarlige for elektricitetsforsyningen i den ukrainske hovedstad Kiev, da et andet elektricitetsværk tidligere på dagen var faldet fra. Man ville derfor ikke kunne undvære kraft fra Tjernobyl-værket i dagtimerne.

Det, der skulle have været en rutinetest, udviklede sig til lidt af et eksperiment. Hvis reaktoren blev slukket, og strømmen til de pumper, der sendte kølevand ind i kernen, forsvandt, var det nemlig meningen, at nogle dieseldrevne generatorer skulle overtage. Men det tog ca. et minut for generatorerne at komme i omdrejninger, og man ønskede vished for, at dampturbinerne, mens de var ved at tabe fart, stadig kunne levere strøm nok til pumperne. Problemet var, at ledelsen havde besluttet at gentage forsøget et par gange, hvorfor man kunne ikke bare kunne slukke reaktoren i første forsøg, eftersom det tog tid at starte den op igen. I stedet ville Djatlov og hans overordnede eksperimentere med at holde reaktoren kørende ved det lavest mulige strømudbytte, mens testen stod på.

Nogle af de medarbejdere, der skulle have udført testen i løbet af dagen, blev i kontrolrummet efter vagtskiftet, deriblandt værkets vicechefingeniør, Anatolij Djatlov. Forsinkelsen betød, at hans gode humør og tålmodighed for længst var brugt op, da klokken passerede midnat. Skifteholdets leder, Aleksandr Akimov og en af hans folk, reaktoringeniøren Leonid Toptunov, dannede sig hurtigt et overblik over situationen og foreslog, at man helt afbrød testen. Reaktor 4 var allerede da blevet droslet så meget ned, at det ikke gav mening at fortsætte. Djatlov insisterede dog på, at de ikke skal standse, og der blev derfor skruet yderligere ned for reaktoren.

Fem minutter efter midnat begyndte instrumenterne i kontrolcentret at opføre sig underligt. Målingerne viste ikke, hvad operatørerne havde forventet, og en stadig mere ophidset Djatlov beskyldte dem for uduelighed og for at få reaktoren til at opføre sig unormalt. Hverken eder eller forbandelser hjalp dog, og de usædvanlige udslag fortsatte. Klokken halv et faldt reaktor 4’s strømproduktion til 500 megawatt – halvdelen af det normale produktionsniveau på 1.000 MW. Kort derefter, uden at nogen kunne forklare hvorfor, styrtdykkede kraftudbyttet til sølle 30 MW, hvilket var for lidt til at fortsætte.

Djatlov ville dog stadig ikke afbryde forsøget og beordrede Toptunov og Akimov til at trække flere kontrolstænger ud af reaktorkernen for at få kraftudbyttet tilbage til det nødvendige niveau. Kontrolstænger bruges til at bremse kernereaktionen ved indførelse af grafit i kernen. Det fungerer lidt ligesom varmekontrollen på et komfur: Jo flere stænger, der sænkes ned i kernen, des mindre energi i form af varme udleder reaktoren – og omvendt. I første omgang nægtede Toptunov at parere ordre, for 172 af de i alt 200 stænger var da allerede blevet trukket ud. Trak man flere ud, ville det være et brud på sikkerhedsforskrifterne. Der skulle dog ikke meget pres fra Djatlov til at få Toptunov til at makke ret. I Sovjetunionen var det usundt for både karriere og helbred ikke at adlyde en lodret ordre fra en overordnet.

Med kun 18 kontrolstænger i kernen øgedes kraftudbyttet igen, og der faldt ro over kontrolrummet. Klokken 01.23 blev eksperimentet genoptaget, men pludselig hørte Djatlov, Akimov og Toptunov nogle voldsomme brag fra reaktor 4, som lå 300 meter fra kontrolrummet, og gulvet begyndte at ryste under fødderne på dem. Instrumenterne viste, at der næsten intet kølevand var tilbage i kernen, og at varmeudviklingen steg voldsomt. Akimov aktiverede øjeblikkelig nedsænkningen af samtlige kontrolstave, samtidig med at skifteholdsformanden Valerij Perevozjenko kom styrtende ind i kontrolrummet for at meddele, at de tunge ståldæksler over reaktoren hoppede og dansede på deres hængsler.

Situationen på Tjernobylværket var nu yderst alvorlig. Da reaktor 4 pludselig leverede meget mindre strøm end beregnet, og Djatlov beordrede flere kontrolstænger trukket ud, begyndte kølevandet at koge og forsvandt næsten fra kernen. Da man så genoptog forsøget og slog dampen til turbinen fra, leverede pumperne mindre og mindre kølevand til en reaktor, der rent faktisk allerede var tørlagt. Samtidig øges mængden af damp inde i reaktoren helt ukontrollabelt. Da Akimov trykkede på knappen, der fik alle kontrolstængerne til at sænke sig, var varmen i kernen allerede så høj, at de render, som stængerne sænkes skulle ned i, var blevet deforme. Derfor satte stængerne sig fast i stedet for at glide helt ind i kernen og absorbere strålingen. En designfejl medførte samtidig, at kernereaktionen faktisk tiltog i intensitet i de første sekunder, mens stængerne blev sænket ned.

Fire sekunder efter at Akimov aktiverede kontrolstængerne, satte de sig fast blot et lille stykke inde i kernen. Samtidig voksede energiudviklingen til et astronomisk niveau: 350.000 megawatt, mange gange det tilladte niveau. Et sekund senere eksploderede reaktoren. Det var Leonid Toptunov, som først indså, at noget var helt, helt galt. Allerede et par minutter før eksplosionen trykkede han angiveligt på den røde alarmknap, men ingenting skete. Han fik selv så stor en stråledosis, at lægerne i Moskva efterfølgende sagde, at hvis de skulle redde ham, ville det være nødvendigt at transplantere en helt ny krop over på ham. Da han døde, blev han begravet på Matynskaja-kirkegården i en blyforet kiste, og folk sagde efterfølgende, at dér lå ham, som fik Tjernobyl til at springe i luften.

Nedsmeltning

Nedsmeltningen kunne på dette tidspunkt ikke længere forhindres. Trykket fra dampen i reaktoren var nu så stort, at det 510 tons tunge betonlåg over den blev blæst af. Enorme mængder af radioaktiv damp, grafit og kernebrændstof blev slynget ud i reaktorhallen. Der blev hurtigt sprængt hul i det tynde asfalttag, der derpå blev stukket i brand af rødglødende grafitstumper.

Værkets ledelse forstod ikke med det samme omfanget af katastrofen. To mænd blev sendt ned til reaktoren for at sænke kontrolstængerne manuelt, men da de kom tilbage og fortalte, at de havde kunnet se lige ned i reaktoren (og derved var blevet bestrålet dødeligt), nægtede Djatlov at tro på det. Han og Akimov troede stadig, at der kun var tale om en brand. Derfor blev lokale brandvæsen tilkaldt, og Vasilij Ignatenko og hans kolleger blev sendt ind i den højradioaktive reaktorhal uden beskyttelsesudstyr for at slukke ilden. Brandmændene kunne ligefrem føle strålingen opvarme dem både indefra og udefra. Da man indså, at der var tale om en nedsmeltning, blev de trukket ud igen, men da havde de stakkels brandmænd fået en dødbringende stråledosis.

En heroisk indsats fra brandmændene og nedkastning af ildhæmmende midler fra helikoptere fik omsider standset branden, men ingen vidste, hvad man skulle gøre ved den nedsmeltede reaktor. Den undersøgelseskomite, der var fløjet til Tjernobyl, anerkendte først 24 timer efter eksplosionen, at der var tale om en atomulykke og gav ordre til, at den nærliggende by Pripjat skulle evakueres. Der blev også sendt oprydningshold af soldater og arbejdere – kaldet likvidatorer – ind for at forhindre, at hele det omliggende område blev radioaktivt forurenet. De levede i særdeleshed livet farligt. En hjemvendt likvidator brændte for en sikkerheds skyld alt sit radioaktive tøj, undtagen en kasket som mandens søn gerne ville have, og som han efterfølgende altid gik med. To år senere fik drengen konstateret en svulst i hjernen.

Likvidatorerne blev i små grupper sendt op på selve taget af reaktorbygningen, hvor der lå stykker af grafit og smeltet asfalt. ”Ser I det, drenge, de stykker dér? Dem skal I fjerne. Her skal I lave hullet.” Sådan lød den briefing, likvidatoren Alexandr Kudrjagin og hans kammerater fik, inden de ifølge instruktionerne skulle kravle op og udføre deres opgave i løbet af fyrre til halvtreds sekunder af hensyn til strålefaren, men virkeligheden var noget anderledes: Det krævede mindst et par minutters arbejde på taget at slæbe de radioaktive stykker hen til hullet, hvor de skulle deponeres, og selv om man ikke måtte eksponere sig selv direkte for strålingskilden, var det umuligt at lade være med at kigge ned i hullet i reaktoren.  Beskyttelsesudstyret var i bedste fald mangelfuldt. Alexandr Kudrjagin berettede, hvordan han og hans kammerater selv syede trøjer og underbukser med bly i for på den måde at skærme deres kroppe mod radioaktiviteten.

I de første døgn var der fare for, at uran og grafit ville styrte fra den ødelagte reaktor ned i et bassin med vand, hvorved der kunne etableres kritisk masse. Det kunne i værste fald have resulteret i en ukontrollabel kæderedaktion – en atomeksplosion med en styrke på mellem tre og fem megaton, svarende til nogle af de kraftigste sprænghoveder, som supermagterne på dette tidspunkt rådede over. Ved en sådan eksplosion kunne storbyerne Kiev og Minsk have været i farezonen, ligesom store dele af Europa ville være blevet ubeboeligt på grund af stråling. Problemet var, at vandbassinet ikke kunne tømmes fra kontrolrummet. Eneste løsning på den kritiske situation var at sende to mand i dykkerdragter ind i det radioaktive helvede. Der blev bedt om frivillige – og en skov af hænder rejste sig. Det var en selvmordsmission, men den lykkedes.

Også de helikopterpiloter, som fløj talrige missioner ind over det brændende atomkraftværk for at dumpe sand ned i selve reaktoren, var særligt udsatte. De var nødt til at stikke hovedet ud af kabinen for at se, om de befandt sig i den korrekte position, og således var de fuldstændig ubeskyttede over for den kraftige stråling fra det blotlagte radioaktive materiale. Oberst Vodolasjskij var én af dem. Han nåede i alt at gennemføre 120 missioner, og hans krop absorberede ikke mindre end 600 becquerel, inden han døde af strålesyge.

Selvfølgelig var der mange, som fandt på undskyldninger for at ikke gøre tjeneste ved Tjernobyl. En vits blandt likvidatorerne lød: En mand kommer hjem til sin kone og siger, at han har fået stillet i udsigt, at han den næste dag enten vil tage til Tjernobyl eller aflevere sit partikort. ”Men du er jo ikke medlem af Partiet?” siger konen, hvortil manden svarer: ”Præcis. Så nu overvejer jeg, hvordan jeg kan blive det inden i morgen tidlig!”

Informationskontrol

Katastrofevidenskaben opererer typisk med en række faser, f.eks. ”Response” og ”Recovery”, hvor den første dækker over den umiddelbare indsats, som har til hensigt at redde folk fra overhængende livsfare, mens den anden handler om en gradvis tilbagevenden til normaliteten gennem retablering af infrastruktur, kommunikation, forsyninger o.lign. Hvor den første fase typisk varer fra nogle få døgn til maksimalt et par uger ved jordskælv, tsunamier og lignende katastrofer, var situationen helt anderledes i Tjernobyl på grund af radioaktiviteten, som fortsatte med at udgøre et alvorligt faremoment, selv længe efter flammerne på værket var blevet slukket. Eksperter fra FN vurderede i 2002, at Response-fasen i Tjernobyl, som dækkede over massevakueringer, inddæmning af det radioaktive materiale og oprensning af forurenede områder, varede i femten år. Dernæst fulgte en planlagt tiårig Recovery-fase med en mere holistisk tilgang til reintegration af de berørte mennesker. Og sluttelig ville denne føre over i en langsigtet Management-fase uden et på forhånd fastlagt sluttidspunkt.

Udadtil forsøgte sovjetmagten at skjule, hvad der var sket i Tjernobyl, og det var således først, da et atomkraftværk i Sverige rapporterede om øget radioaktivt nedfald, der var drevet med vinden fra Tjernobyl, at man i Vesten fik øjnene op for, hvad der var sket. Sovjetunionens egen befolkning var ikke bedre stillet med hensyn til informationer, tværtimod. Jevgenij Brovkin, lærer på Gomel Statsuniversitet, bemærkede, at samtlige biblioteksbøger om stråling, Hiroshima og Nagasaki og røntgenstråler forsvandt i løbet af de første dage efter ulykken. Et rygte sagde, at det skete på ordre ovenfra, for at folk ikke skulle gå i panik.

Som Ljudmilla Ignatenko bemærkede på vejen hjem efter sit sidste og forgæves besøg hos Vasilij på hospitalet i Pripjat, blev evakueringen af folk fra nærområdet udført af soldater. Mange af de berørte og involverede sammenlignede da også tiden efter ulykken på Tjernobyl-værket med krigstilstand. Og på mange måder var den sovjetiske respons ikke så ineffektiv, som opfattelsen i Vesten ofte bærer præg af. Det sovjetiske system var i bund og grund et militært system, som reagerede på den radioaktive trussel fra Tjernobyl på samme måde, som man ville have imødegået en amerikansk invasion: ved at sende horder af mænd direkte ind i angrebet.

De sovjetiske myndigheder sad tungt på informationskontrollen. Den daværende viceinstitutleder på afdelingen for atomenergi ved Hvideruslands videnskabernes selskab, professor Vasilij Nesterenko, ringede straks til Nikolaj Slijunkjov, generalsekretæren for det hviderussiske kommunistparti, da han under et ophold i Moskva hørte om ulykken på atomkraftværket. Men så snart han nævnte Tjernobyl, sad han tilbage med en død telefonlinje. KGB lyttede altid med. Nesterenko var særligt frustreret over, at de politiske ledere brugte tiden og kræfterne på at tale om fjender, og om at branden på Tjernobylværket skulle ”nedkæmpes” eller ”likvideres”, når det nu efter hans mening var mere relevant at tale om fysik, eftersom der befandt sig tusindvis af tons mere eller mindre radioaktivt materiale i og omkring den brændende reaktor.

Unge mænd fik valget mellem at melde sig frivilligt til den heltemodige indsats på taget af den ødelagte reaktorbygning eller at prøve lykken over for en offentlig anklager og risikere en årelang fængselsstraf for mangel på samfundssind. Mange oplevede dog, at myndighederne ikke udnyttede folks særlige evner effektivt i oprydningsarbejdet. Kemiingeniøren Ivan Sjykov blev i juni 1986 indkaldt til militærtjeneste og sendt til Tjernobyl, men selv om han havde en kandidatgrad og erfaring som leder af et stort fabrikslaboratorium, blev han udstyret med en skovl og sat til at grave de øverste forurenede lag af landbrugsjorden væk. ”Bekæmp atomet med en skovl!” lød det slogan, han og de andre på holdet fandt på.

Tjernobylitterne

Man opererede med fem kategorier af Tjernobyl-ofre:

  • Dem, der blev direkte ramt af strålesyge eller andre konsekvenser af selve ulykken på værket
  • Likvidatorerne, som deltog i oprydningsarbejdet ved værket og i evakueringszonen det første år efter ulykken
  • Deltagere i det andet år af oprydningsarbejdet
  • Folk som fortsat opholdt sig i de kontaminerede områder
  • De evakuerede eller dem, som på eget initiativ forlod de berørte områder

I år 2000 udgjorde de fem kategorier hhv. ca. 150.000, 550.000, 300.000, 4.500.000 og 350.000 personer i både Hviderusland, Ukraine og Rusland. I alt var flere end 7.000.000 mennesker altså ofre for Tjernobyl på den ene eller anden måde.

Det var svært for mange pludseligt at skulle forlade deres hjem, når soldaterne bankede på. Nikolai Kalugin boede i Pripjat, og da han fik at vide, at han skulle forlade området efter ulykken på atomkraftværket, valgte han at skrue entredøren til huset af hængslerne og tage den med. Døren havde hans egen far ligget lit de parade på, fordi moren mente, at det var sådan, man gjorde med de døde, inden de blev lagt i kisten. Og på en seddel på en dør til et andet forladt hus stod der: ”Kære Venlige Person. Vær rar ikke at lede efter værdigenstande her. Vi har aldrig haft nogen. Brug hvad du vil, men undlad venligst at smadre vores hjem. Vi kommer tilbage.”

Anna Badaeva, en af de beboere, som blev tvangsforflyttet fra det forurenede område, reflekterede senere over den uhåndgribelige trussel fra radioaktiviteten: ”Har du set den? Er den hvid eller hvad? Nogle siger, at den hverken har farve eller smag, andre påstår, at den er sort. Ligesom jorden. Men hvis den er helt uden farve, er den ligesom Gud. Gud er overalt, men du kan ikke se ham.”

Ifølge læreren Nikolaj Zharkov ophørte man efter ulykken ligefrem med at være russer, hviderusser eller ukrainer. I stedet opstod begrebet ”tjernobylitter” som betegnelse for et nyt land, en ny nation. Man taler også om et ”Tjernobyl offer-syndrom”, som er skabt af et system, hvor det i højere grad var folks evne til at blive registreret som ofre end deres reelle behov, der lå til grund for udbetaling af ydelser fra det offentlige. Det resulterede i et overfokus på sundhedsmæssige forhold og i sidste ende en afhængighed, som har forhindret modtagerne af ydelserne i at indgå i et normalt økonomisk og socialt liv. Femten år efter ulykken modtog cirka syv millioner mennesker et eller andet omfang offentlig understøttelse, og selv om denne økonomiske støtte i mange tilfælde var så begrænset, at den kun havde lille betydning for den enkelte, gjorde det samlede omfang, at belastningen for de involverede landes samlede økonomi var betragtelig.

Socioøkonomiske faktorer spillede i høj grad ind i tiden efter ulykken på atomkraftværket. Selv om den radioaktive stråling ad naturlig vej mindskedes, steg antallet af mennesker, som blev eksponeret for den, i visse områder op i 90’erne, fordi voksende fattigdom i landområderne fik folk til at ændre forbrugsmønstre. I stedet for at spise den ”sikre mad”, som var produceret andre steder og transporteret til de forurenede områder som f.eks. konserves, gik mange over til at købe lokalt producerede fødevarer, hvis indhold af radioaktivitet ofte oversteg de tilladte værdier.

Likvidatoren Arkadij Filin oplevede ligefrem, at vodka blev den nye møntfod – man kunne købe alt for en flaske fra medaljer til sygeorlov. Især strålingsspecialisterne blev belæsset med vodka fra bl.a. formænd for kollektive landbrug, som ønskede, at netop deres landsby enten skulle stå på en evakueringsliste eller ikke, alt efter hvad der var økonomisk opportunt set fra netop hans synsvinkel. Midt i al korruptionen, fortvivlelsen og forarmelsen var en af de ukendte helte fra Tjernobyl den alkoholiserede taxachauffør, som et par dage efter eksplosionen på atomkraftværket på eget initiativ kørte ind i den radioaktive zone for at hente en flok børn, som var blevet efterladt i en børnehave.

Naturen reagerer

Mens selve den radioaktive stråling var usynlig, var følgevirkningerne ofte meget synlige. Bladene på de stedsegrønne træer tæt på værket blev først røde, så orange i løbet af de første dage efter ulykken. Også dyrene i området reagerede kraftigt på radioaktiviteten. Anna Badaevas bedstefar havde fem bistader. I to døgn kom ikke en eneste bi ud. Bedstefaren havde ikke hørt noget om eksplosionen på Tjernobylværket, men vidste, at noget var helt galt. Ellers ville naturen ikke opføre sig så underligt.

Radioaktiviteten klistrede sig til partikler, som blev ført med vinden og regnen fra Tjernobyl efter eksplosionen på værket. Derfor var det helt afhængigt af lokale vejrforhold, hvilke områder, som blev hårdest ramt af strålingen. F.eks. kunne én landsby gå fuldstændig fri, mens en anden i nærheden blev udsat for en lokal regnbyge, hvorefter huse, veje, landbrugsredskaber, træer og græs m.v. her ville være kraftigt bestrålet og kræve intensiv oprensning. Der var også stor forskel på, hvilke typer af radioaktivitet, som ramte de forskellige områder. De store og tunge brændselspartikler blev kun transporteret få kilometer væk fra værket med vinden, mens lettere partikler, såsom ruthenium, i gasform spredte sig ud over hele Europa. Størstedelen af de radioaktive stoffer, som slap ud ved ulykken på atomkraftværket, havde en relativ kort halveringstid – dvs. det tidsrum, der går, før halvdelen af den ustabile isotop er blevet omdannet til andre stoffer ved stråling.

Det stærkt radioaktive stof ioniseret jod kontaminerede mælken i de berørte områder, fordi kvæget græssede på jorder, hvor radioaktive partikler var landet på græsset efter at være blevet ført med vinden fra Tjernobyl. Radioaktivt jod blev hurtigt optaget i køernes maver og absorberet i deres skjoldbruskkirtler inden for cirka et døgn, hvorefter de radioaktive partikler endte i mælken. Den højeste koncentration af radioaktivitet i mælken blev således målt allerede i de sidste dage af april eller i begyndelsen af maj afhængig af vejrforhold og afstand til Tjernobyl-værket. Heldigvis var det stadig for tidligt på året til, at køerne i den nordlige del af Europa var kommet på græs, hvilket begrænsede problemet, mens græsningen allerede var i fuld gang i den sydlige del af Tyskland og Sovjetunionen samt i Frankrig og resten af Sydeuropa.

Ifølge FN-organisationen UNSCEAR var modforanstaltninger i form af oprensning og forbud mod græsning og distribution af mælk forholdsvis effektive, hvilket medførte rimelig begrænsede stråledoser svarende i gennemsnit til den mængde radioaktivitet, man vil blive udsat for i forbindelse med en CT-scanning. Den effektive halveringstid for ioniseret jod i mælk var helt nede på 4-5 døgn.

Mens radioaktivt jod endte i mælken via græssende køer, optog dyrelivet i området radioaktivt cæsium gennem indtag af f.eks. svampe og bestrålet jord i forbindelse med øvrig fødeindtagelse. Radioaktivt cæsium har en længere halveringstid end radioaktivt jod, og typisk blev disse partikler optaget i større koncentrationer, fordi det ofte var mindre dyr, som spiste forholdsmæssigt større mængder af bl.a. bestrålede svampe. Mange beboere på landet levede også af bær og svampe, som i særlig grad er sårbare over for radioaktiv forurening. Da FN-eksperter i 2002 undersøge befolkningens forhold, udtalte en indbygger i Slavutitj i Ukraine: ”Vi er bange for at måle mængden af radioaktivitet i de bær og svampe, vi samler. Vi vil ikke vide det!” Cæsium blev også optaget i træer både i Rusland, Ukraine og Hviderusland samt i bl.a. Finland, Østrig og Sverige. Problemet er, at radioaktivitet nedbrydes meget langsomt i træer. FN-undersøgelser har således vist, at mængden af radioaktive partikler i de europæiske skove blot mindskes med ca. en procent om året.

De involverede lande stod i årene efter katastrofen over for voldsomme uforudsete omkostninger. F.eks. udgjorde forurenet træ en alvorlig fare, fordi den absorberede radioaktivitet ved afbrænding i komfurer eller brændeovne ville undslippe og kontaminere omgivelserne på ny. Derfor måtte der i Hviderusland og Ukraine anlægges næsten 9.000 kilometer nye gasledninger, så husholdningerne også i landdistrikterne kunne kobles på nettet.

Også fødevareforsyningen blev fuldstændig smadret efter ulykken på Tjernobyl-værket. En indbygger fra Bely Berg, en af de evakuerede landsbyer i Gomel-regionen, fortæller: ”Hønsene havde sorte kamme, ikke røde, på grund af radioaktiviteten. Og man kunne ikke lave ost. Vi levede en måned uden ost og hytteost. Mælken blev ikke sur – den kærnedes til pulver, hvidt pulver på grund af radioaktiviteten.”

Soldater sørgede for, at mælk fra køer, som havde græsset i forurenede områder, straks efter malkningen blev hældt ud på jorden, ligesom æg skulle begraves under overvågning fra bevæbnede repræsentanter for militæret. Selv de kartofler, som små selvejerbønder møjsommeligt gravede op, skulle tilbage i jorden. Miljøinspektør Soja Bruk reflekterede over foranstaltningerne: ”Vi begravede jord i jord – hvilken forunderlig menneskelig aktivitet!” Der forelå klare retningslinjer for, hvordan man indledningsvis skulle foretage geologiske undersøgelser for at sikre, at der var mindst fire-seks meters afstand til grundvand fra hullerne, ligesom siderne skulle fores med plastik for at forhindre gennemsivning. I praksis gravede man dog bare, ofte indtil man stødte på vand, hvorefter den radioaktivt forurenede jord blev dumpet i hullet.

Store mængder af sikre fødevarer, som blev fragtet ind i den evakuerede zone som erstatning for forurenede landbrugsprodukter, kom ud igen i form af kontrabande, fordi der var efterspørgsel på netop disse fornødenheder overalt. Det tjente lokale bureaukrater og handlende stort på, mens det for den jævne befolkning blev umuligt at gennemskue konsekvenserne af deres handlinger. Landsbylærerinden Ljudmila Polenkaja, en af de evakuerede, var så fornuftig, at hun af hensyn til sin familie købte den dyreste spegepølse, hun kunne finde på markedet. Senere fandt hun ud af, at det var netop dén, myndighederne havde tilladt et højere indhold af forurenet kød i ud fra den betragtning, at prisen ville afholde folk fra at indtage den i store mængder.

Samtidig gik livet i de berørte områder videre – drevet af en ukuelig slavisk galgenhumor. En ukrainsk kvinde solgte store røde æbler på markedet, og til en forbipasserendes undren reklamerede hun med, at de var fra Tjernobyl. ”Bare rolig”, svarede kvinden ham: ”Folk skal nok købe dem alligevel. Nogle har brug for dem til deres svigemor, andre til deres chef.”

Sundhedskonsekvenser

Man anvender ofte målinger af radioaktivt cæsium som indikator for radioaktiv forurening. Den naturlige baggrundsstråling i Skandinavien ligger typisk mellem 1 og 5 Ci/km2. Efter Tjernobyl blev befolkningen i de områder, hvor strålingen var over 40 Ci/km2, tvangsevakueret. Den såkaldte ”Zone” i en radius af 30 kilometer fra selve værket blev fuldstændig affolket og ligger stadig hen som et goldt ingenmandsland. I zoner med lavere radioaktiv forurening var det frivilligt, om man ville forlade sit hjem.

Radioaktivitet har dels en deterministisk, del en stokastisk effekt på mennesker. Den deterministiske sker ved en direkte påvirkning af de kemiske forbindelser i kroppens celler, hvilket ses som akut strålesyge i form af en hastig nedbrydelse af huden og de indre organer. Det var præcis det, Vasilij Ignatenko og de andre brandmænd oplevede, da de kæmpede med flammerne på Tjernobyl-værket den skæbnesvangre nat. Man taler om en deterministisk effekt, fordi f.eks. problemer med infektioner og blødning let kan kædes sammen med den nedsatte produktion af hvide blodlegemer og røde i knoglemarven, hvilket er en direkte følge af bestråling.

Radioaktiv bestråling kan imidlertid også forårsage genetiske ændringer, hvilket i forbindelse med den videre celledeling i kroppen kan medføre forøget risiko for kræft. Hvor den akutte strålesyge er direkte afhængig af mængden af radioaktiv bestråling, personen er blevet udsat for, sker de genetiske forandringer mere tilfældigt (stokastisk), hvorfor man gerne taler om sandsynligheder i procent udmålt for større grupper over længere tidsperioder frem for individuelle cases.

Ifølge en UNSCEAR-rapport fra 2008 blev 237 redningsfolk undersøgt for symptomer på akut strålesyge umiddelbart efter udslippet på Tjernobyl-værket. Hos 104 kunne sygdommen straks konstateres, mens andre 30 blev diagnosticeret på et senere tidspunkt. 28 ud af disse i alt 134 personer døde af strålesygen inden for de første fire måneder. Valentina Panasevitj, enke efter en likvidator, beskrev sin mands frygtelige dødskamp: ”Dette var ikke den almindelig kræft, som alle frygter i forvejen, men den endnu værre Tjernobyl-kræft. Lægerne sagde, at hvis svulsterne havde udviklet metastaser inde i kroppen, så var han død hurtigt. Men i stedet kravlede de opad, langs kroppen, op til ansigtet. Noget sort begyndte at vokse på ham. Hans hage flyttede sig, hans hals forsvandt, hans tunge faldt ud. Venerne sprak, og han begyndte at bløde fra halsen, kinderne, ørerne. Ud over det hele. Jeg hentede koldt vand og lagde fugtige klude på ham, men ingenting hjalp. Det var frygteligt. Hele puden var sølet ind i det.”

Til sammenligning omkom kun to andre redningsfolk af andre årsager i samme periode. Problemer med knoglemarven var langt den væsentligste dødsårsag for de strålesygeramte, også selv om man foretog knoglemarvsoperationer. Ud af 13 transplanterede inden for de første to måneder, døde de 12, bl.a. pga. mangelfuld hygiejne i forbindelse med selve operationerne. Et velkendt problem med nødhjælp i form af donationer af udstyr sås i øvrigt i de berørte lande efter Tjernobyl-ulykken: Avanceret hospitalsudstyr til behandling af stråleofre og knoglemarvstransplantationer blev givet af organisationer i Vesten, men fordi donationerne ikke blev fulgt op af uddannelse af personale, ekspertbistand og vedligeholdelse endte meget af udstyret med at stå ubrugt hen.

Yderligere 19 redningsarbejdere med strålesyge døde frem til 2006, men disse dødsfald kunne ikke direkte tilskrives, at de havde været udsat for radioaktiv bestråling. Selv de redningsarbejdere, som blev diagnosticeret med lettere strålesyge, hvoraf kun ganske få døde, måtte gennemleve langvarige, komplicerede og smertefulde behandlingsforløb. Alene retableringen af et fungerende immunforsvar tog typisk et halvt år. Mange redningsarbejdere, som havde været udsat for bestråling, oplevede efterfølgende store problemer i deres seksualliv. ”Herre, eftersom du har udvirket, at jeg ikke længere kan, vil du så ikke sørge for, at jeg heller ikke vil?” lød den såkaldte ”Tjernobyl-likvidators bøn”.

Ud over redningsarbejderne med strålesyge er det imidlertid ikke muligt at forbinde den radioaktive forurening med en overdødelighed hos de flere hundredetusinde personer, som deltog i det øvrige oprydningsarbejde, på nær en øget forekomst af leukæmi og katarakter (grå stær). Kontamineringen af mælk med ioniseret jod førte til flere end 6.000 tilfælde af kræft i skjoldbruskkirtlen hos personer, som var enten børn eller unge på ulykkestidspunktet (og dermed mest udsat), men frem til 2005 var der blot 15 dødsfald i denne gruppe. Derudover er det ikke muligt videnskabeligt at påvise en sammenhæng mellem ulykken på atomkraftværket og langsigtede sundhedsrisici. En FN-rapport fastslog i 2002, at der dengang stadig herskede meget stor usikkerhed om de langsigtede sundhedsmæssige konsekvenser af Tjernobyl-ulykken. Mens atomindustrien kun anerkendte yderst begrænsede følgevirkninger, hævdede politikere, interesseorganisationer og visse forskere, at udslippet havde haft store konsekvenser for millioner af menneskers helbred.

Men selv om dødeligheden ikke steg særlig meget, eksploderede antallet af diagnosticerede tilfælde af kræft i skjoldbruskkirtlen hos børn under 15 år i både Rusland, Hviderusland og Ukraine i årene efter ulykken på atomkraftværket. Især omkring 1990 sås en voldsom stigning – fra ca. fem-ti tifælde om året til flere hundrede. Kræftformen kan helbredes, men behandlingen er langvarig og bekostelig, hvilket belastede de berørte landes økonomi yderligere. Alene i de første fem år efter ulykken brugte Sovjetunionen flere end 100 milliarder kroner på støtte til de berørte personer. Ud over understøttelse kunne disse ydelser have form af rejsegodtgørelser, medicintilskud og ferieophold.

De sundhedsmæssige følgevirkninger af atomulykken i Tjernobyl føltes dog meget reelle for de involverede. En mor fortæller: ”Jeg har to små sønner. De er hverken i vuggestue eller i børnehave – de ligger altid på hospitalet. Mit ældre barn er hverken dreng eller pige. Han er skaldet. Jeg går til lægen med ham og til forskellige alternative behandlere. Han er den mindste i sin klasse. Han kan ikke løbe, han kan ikke lege. Hvis nogen rammer ham ved et uheld og han begynder at bløde, så risikerer han at dø. Han har en blodsygdom, som jeg ikke engang kan udtale. Jeg ligger sammen med ham på hospitalet og tænker: ’Han dør.’ Og en hjerteskærende beretning fra et Tjernobyl-barn: ”Jeg er tolv år gammel og invalid. Postbuddet har to checks med til vores husstand: én til mig og én til min bedstefar. Da pigerne i min klasse fandt ud af, at jeg havde blodkræft, turde de ikke længere sidde ved siden af mig. De ville ikke røre mig. Lægerne siger, at jeg blev syg, fordi min far arbejdede på Tjernobyl. Siden hen blev jeg født. Jeg elsker min far.”

Fodaftrykket fra Tjernobyl

Der gik ikke længe fra ulykken på atomkraftværket, før folk begyndte at tale om skyld og ansvar. Nadesjda Vygovskaja, en af de evakuerede fra Pripjat, var én af dem: ”Det første spørgsmål var: Hvis skyld er det?” Men i takt med at vi fik mere at vide, begyndte vi at tænke: Hvad skal vi gøre? Hvordan slipper vi helskindet gennem dette? Da det gik op for os, at dette ikke kun drejede sig om et eller to år, men måske mange generationer, begyndte vi at se tilbage, at vende bladene.”

Også en indbygger fra Bely Berg søgte forklaringer og fandt dem i de hellige skrifter: ”Alt, der står i Bibelen, kommer til at ske. Den indeholder sågar skriftsteder om vores kollektive landbrug. Og om Gorbatjov. At der vil være en leder med et modermærke, og at et stort imperium vil styrte i grus. Og så vil Dommedag komme. Alle, som bor i byerne, vil dø, mens en enkelt fra landsbyen overlever. Denne person skal være glad for at finde blot et enkelt fodaftryk fra et menneske.”

Det var dog mere jordnære forklaringer på ulykken, medlemmerne af den officielle undersøgelseskommission ledte efter. Allerede kort efter eksplosionen blev kommissionen nedsat, og blandt dens medlemmer var den daværende vicedirektør for Kurtjatjov Atomenergi Institut, professor Valerij Legasov. Han markerede sig hurtigt som en åbenmundet kritiker af de sovjetiske myndigheders forsøg på at begrænse informationsstrømmen og det, han anså for at være en utilstrækkelig indsats for begrænse skadevirkningerne af det radioaktive udslip. Han insisterede på en hurtig og total evakuering af byen Pripjat, som lå klos op af atomkraftværket, og han fortsatte i månederne efter ulykken med at kritisere både sine videnskabelige kolleger og den politiske ledelse.

På det internationale atomenergiagenturs ekstraordinære møde i Wien i august 1986 var det Legasov, som fremlagde den sovjetiske undersøgelseskommissions foreløbige resultater. Ved den lejlighed udviste professoren en bemærkelsesværdig grad af ærlighed og åbenhed, som blev vel modtaget af det internationale videnskabelige miljø. Mindre populær var den åbenmundede kemiker i sit hjemland. Historien om Valerij Legasov endte da også tragisk. Han begik selvmord ved at hænge sig i sin trappeopgang på toårsdagen for ulykken på Tjernobyl-værket. Ved sin død efterlod han sig et lydbånd, hvorpå han havde indtalt en lammende kritik af det sovjetiske politiske systems forsøg på at dække over den mangelfulde sikkerhed på atomkraftværket. Legasov havde især været frustreret og fortørnet over myndighedernes manglende evne til og interesse i at følge op på de designmæssige svagheder, han og de andre eksperter havde påpeget. For eksempel var der beviseligt store problemer med den måde, kontrolstængerne skulle indføres i RMBK-reaktorerne. Dette problem blev der hurtigt taget hånd om, da først Legasovs kritik blev kendt.

Også på andre områder end selve konstruktionen af atomkraftværkerne handlede det sovjetiske system uansvarligt. Myndighederne var faktisk i stand til at iværksætte en præventiv indsats, som potentielt kunne have reddet mange mennesker fra svær sygdom eller invaliditet. Alene hovedstaden i Hviderusland, Minsk, lå inde med 700 kilo koncentreret jod, og hvis man havde tilført dette til drikkevandsforsyningen, ville det kemiske stof naturligt være blevet absorberet i befolkningens skjoldbruskkirtler og dermed have blokeret for optaget af den farlige ioniserede jod, som strålede ud fra det uheldsramte atomkraftværk. Men frygten for at udløse panik var større end ønsket om at redde liv. ”Alle ventede på ordren, men ingen handlede på egen hånd”, fortalte viceinstitutlederen på afdelingen for atomenergi ved Hvideruslands videnskabernes selskab, professor Vasilij Nesterenko, senere.

Da Sovjetunionen omsider måtte gå til bekendelse, opstod der pludselig hektisk aktivitet for at vise, at man gjorde noget ved problemet. Der blev bygget en kæmpe sarkofag af beton rundt om hele den sprængte reaktorhal for at forhindre stråling i at slippe ud. Samtidig blev der indledt en retssag mod Djatlov og hans overordnede, Viktor Brukhanov og Nikolai Fomin, der alle blev fundet skyldige i ”kriminelle ledelsesfejl” og idømt ti års fængsel. Djatlov døde i 1997 af langtidsvirkningerne af den radioaktive stråling. Akimov var død af stråleforgiftning kun tre uger efter katastrofen.

Den sidste reaktor på Tjernobyl blev lukket ned i år 2000, men værket udgør stadig en potentiel risiko. Mere end et kvart århundrede efter ulykken er betonsarkofagen omkring reaktor 4 meget faldefærdig, og under den skjuler der sig stadig store mænger radioaktivt materiale. En international fond er dog i færd med at konstruere en mere permanent sarkofag, som skal inddæmme strålingen i de kommende 100 år. Bygningen af betonkonstruktionen med et budget på mere end en milliard dollars er i skrivende stund langt efter tidsplanen, hvilket blandt andet skyldes, at arbejderne på grund af strålingsfaren kun må opholde sig få timer på byggepladsen ad gangen. Når og hvis sarkofagen står klar til at blive skubbet ind over den ødelagte reaktorbygning, vil den med sine enorme dimensioner på 270 gange 150 meter og 100 meter i højden være verdens største bevægelige genstand.

Og hvordan endte historien om brandmanden Vasilij Ignatenko? Han døde af sine stråleskader på et hospital i Moskva. Lægerne vurderede, at hans krop havde optaget 1.600 røntgen. 400 er normal en dødelig dosis. To uger tog det for ham at dø. De sidste dage var skrækkelige. Ljudmilla var ved hans side det meste af tiden, selv om hun med sin gravide mave burde have holdt sig på sikker afstand. ”Jeg løftede på hans arm”, fortalte hun senere journalisten Svetlana Alexievitj, ”og knoglerne ryster imens, de ryster på en måde, som om kroppen har forladt dem. Stykker af hans lunger og lever kom ud gennem munden. Han blev kvalt i sine egne indre organer. Jeg viklede en bandage omkring min hånd og stak den ind i hans mund for at fjerne det. Det er umuligt at tale om. Det er umuligt at skrive om. Og selv at leve igennem. Alt det var mit. Min kærlighed. De kunne ikke finde et eneste par sko, som passede ham. De begravede ham barfodet.”

To måneder senere fik Ljudmilla Ignatenko veer, mens hun knælede ved sin mands grav. Hun fødte en lille pige, som fik navnet Natasjenka. Det havde hendes far valgt. Fire timer efter fødslen døde hun af medfødte skader på de indre organer.